Undersøgelse, træning og behandling hos

Uro-Gyn-Obs-fysioterapeut Kamilla Caspersen

 

 

– Urologi omhandler lidelser i urinvejene og mandens kønsorganer.

– Gynækologi omhandler lidelser i de kvindelige kønsorganer.

– Obstetrik omhandler graviditet og fødsel samt problemer relateret hertil.

 

Bækkenbunden

Bækkenbunden er en muskel som sidder indvendigt og som kan være svær at mærke og kontrollere. Den stabiliserer underlivets organer, støtter endetarmen og støtter urinrør og skede hos kvinder. En velfungerende bækkenbund er en vigtig del af en aktiv dagligdag med høj livskvalitet. Med korrekt rådgivning, vejledning og forståelse for bækkenbundens anatomi og funktion, vil du kunne opnå kontrol med musklen og få de bedste betingelser for en god og stabil bækkenbund.

 

 

Inkontinens

Kamilla tilbyder undersøgelse og behandling af inkontinensproblemer hos både kvinder og mænd.

En stor del af befolkningen lever med inkontinensproblemer i varierende sværhedsgrad. Størstedelen er kvinder, men en del mænd oplever også inkontinens, ofte grundet forstørret prostata, prostata cancer, eller følger efter operation.

 

De to hyppigste former for inkontinens er:

  • Stress-inkontinens som er lækage af urin eller afføring ved eksempelvis løb, hop eller nys.
  • Urge-inkontinens som er pludselig og bydende vandladningstrang, oftest på grund af en overaktiv blære.

Det er vigtigt at du søger hjælp hvis du oplever problemer med at holde på vand eller afføring. Det er ikke en tilstand du bare skal lære at leve med, og det er ikke en naturlig del af det at blive ældre. Søg derfor altid hjælp hos en sundhedsperson med specialviden indenfor området.

 

Konsultation hos Kamilla

 

Under konsultationen vil jeg, gennem den indledende samtale og den efterfølgende undersøgelse, afdække hvilken type inkontinens du er generet af.

Konsultationen vil desuden bestå af en underlivsundersøgelse, hvor jeg blandt andet vurderer muskelfylden, knibefunktionen og udholdenheden i din bækkenbundsmuskulatur.

Du kan også blive bedt om at udfylde et skema over dit væskeindtag og din vandladning hen over nogle dage. Alt sammen for bedst muligt at kunne belyse årsagen til dine problemer og få igangsat den optimale behandling, træning og rådgivning.

 

Smerter i underliv og bækken hos kvinder

 

Smerter i underlivet skyldes i mange tilfælde en spændt og overaktiv bækkenbund.

Smerterne er ofte lokaliseret til underlivet men kan også sprede sig til andre områder som eksempelvis hofterne, skambenet eller lænden. Smerterne forværres hos mange kvinder under menstruation, og en del oplever smerter under eller efter samleje.

Mange kvinder oplever desuden smerter i bækken, lænd eller haleben, under graviditeten eller efter en fødsel.

 

Konsultation hos Kamilla

 

Udover den indledende samtale vil konsultationen indeholde en grundig undersøgelse af bækkenets led, senestrukturer og muskler samt bækkenbundens indvendige strukturer. Ud fra resultatet af samtalen og undersøgelsen lægger vi sammen en behandlingsplan som tager udgangspunkt i din situation og dine specifikke behov. Udover eventuel behandling vil jeg blandt andet rådgive omkring afspændings- og udstrækningsøvelser, teknikker og strategier du kan bruge derhjemme, træning af bækkenbunden, samt generel træning og motion. Jeg tilbyder også holdtræningsseancer som henvender sig til gravide, og til kvinder som vil genopbygge kroppen efter graviditet og fødsel.

Priser:

Kamilla arbejder udenfor den offentlige sygesikring. Der er mulighed for tilskud fra Sygeforsikringen Danmark.

Første konsultation af 45 minutters varighed: 650 kr.

Opfølgende konsultationer: 450 kr.

 

 

Holdtræning graviditet og efterfødsel

 

 

Vi tilbyder skræddersyede 8 ugers træningsforløb, både under graviditet og efter fødsel.

Læs mere om forløbene og tilmeld dig lige her:

 

Træning for gravide

Efterfødselstræning